Ind over midten
Politik i de fleste vestlige lande ligner hinanden. Det er i store træk de samme problemer man taler om og det er de samme typer svar der bliver givet. Politikerne må have læst de samme bøger, og spindoktorne gået til de samme kurser.
I de fleste lande er der et stort venstreparti og et stort højreparti, og i de fleste lande er det svært at se forskellen på de to. Tænk S og V herhjemme, Arbejderpartiet og Tory’erne i England, Socialisterne eller UMP’erne i Frankrig eller de Konservative og Demokraterne i USA. Enigheden gør på den ene side politik kedelig og forudsigelig, men på den anden side er det jo rart, at alle kæmper for det gode – for det er vel det de gør.
The Observer bragte i slutningen af januar en spændende kronik af David Cameron hvor han argumenterer for en mere respektfuld integrationspolitik. Meget sympatisk. Artiklen har medført meget respons, hvoraf de indlæg fleste går på, at man ikke skal tro på ham – det er bare noget han siger for at tækkes vælgerne. Ligesom mange i Danmark bare venter på at Foghs socialdemokratiske maske skal krakkelere. I begge lande er det en underlig bedrevidende kritik – for de holdninger som kritikerne kritiserer Cameron/Fogh for på uærlig vis at have, er de holdninger de selv støtter. Det er dog de forkerte som har dem. Men hvis han siger det rigtige og får gennemført gode love, er det så ikke ligegyldigt, om han selv tror på dem? En anden diskussion er så, hvor det stiller dem, som ikke abonnerer på midterpolitik.