Skal man give penge til hjemløse og tiggere
I Frankrig er der for tiden en heftig debat om hjemløse – på fransk Sans Domicile Fixe SDF. I flere franske byer er antallet af hjemløse nemlig stigende, og deres tilstedeværelse er blevet tydeliggjort, ved hjælp af forskellige manifesterende organisationer. Eksempelvis har organisationen Les enfants de Don Quijote lavet en teltby for de hjemløse langs Canal St. Martin i hjertet af Paris. Sorte Torsdag har besat en forladt bank og Emmaus laver daglige madudleveringer.
Den primære grund til de mange hjemløse er, at huspriserne i Paris og andre store franske byer er så høje og mindstelønnen så lav, at mange simpelthen ikke har råd til at bo i en lejlighed – også selvom de har fast arbejde. Det skønnes at 30 % af de hjemløse har fast arbejde og 40% er aktivt jobsøgende – det er altså ikke kun sølle alkoholiserede stakler der bor på gaden. Netop fordi at så mange ‘almindelige’ mennesker pludselig befinder sig på gaden, så frygter halvdelen af alle franskmænd at det lige så godt kunne være dem. Det betyder, at rigtigt mange franskmænd giver tiggere småpenge.
Når jeg diskuterer med danskere om hvorvidt man skal give folk på gaden penge, så svarer næsten alle nej. Og næsten alle begrunder deres svar med “at jeg betaler skat, og alle som ønsker det, kan få hjælp fra det offentlige”. Denne holdning afspejler i store træk min egen. Jeg selv giver så godt som aldrig folk på gaden penge. Mest af alt bliver jeg irriteret over at blive forstyrret.
Når jeg alligevel en gang imellem køber Hus Forbi, smider penge i indsamlingsbøsser eller lader mig overtale af de evindelige repræsentanter fra forskellige NGO’er som fylder Kultorvet og andre steder, så ved jeg ikke, om det er for at please min samvittighed eller fordi jeg ikke tror at staten hjælper helt nok. Det er nok en blanding.
Overordnet kan jeg se to grunde til at man giver folk almisser.
- Man mener at samfundets sikkerhedsnet ikke er tilstrækkeligt finmasket.
- Man vil dulme en dårlig samvittighed ved at give et symbolsk beløb.
Jeg kan ikke se mig fri for at føle, at “jeg da burde hjælpe folk i nød (enten her eller i den tredje verden) nu når jeg har det så godt”. Men grundlæggende mener jeg, at når vi lever i et af verdens rigeste lande, så er det statens opgave at hjælpe og omfordele. Denne holdning kan dog føre til en form for afstumpethed, som jeg vil behandle senere.
Min ambivalens har jeg løst på følgende måde: Jeg betaler min skat med glæde. Jeg har udmeldt mig af folkekirken og betaler i stedet et tilsvarende beløb til forskellige vegørende og velmenede organisationer, da jeg mener at det er bedre end at give dem til enkeltpersoner (det er endda helt simpelt over betalingsservice). Når det så er gjort, så spankulerer jeg lige forbi udstrakte arme uden dårlig samvittighed.